Kan man tage sit arbejde med på Caminoen? Det her fik jeg ud af det

Hver gang jeg fortæller folk, at jeg har arbejdet undervejs på Caminoen, kommer reaktionen i to varianter. Den ene er overrasket beundring: “Hvor smart, en sabbatical med løn.” Den anden er skuffelse: “Det burde du jo netop ikke. Det er en pilgrimsrute og ikke et coworking space.”

Begge reaktioner siger noget om, hvad vi forventer af en vandring som Caminoen. At den enten skal være det ultimative produktivitets-hack eller den absolutte pause fra alt. Sandheden er, som med så meget andet, mere nuanceret.

Hvorfor jeg overhovedet overvejede det

Første gang jeg gik Caminoen i 2016, var spørgsmålet ikke aktuelt. EU-roaming var endnu ikke gratis, WiFi langs ruten var ustabilt, og laptops vejede så meget, at en MacBook Pro reelt blev en straf for hver dag man bar den. Det var en god ting. Jeg var tvunget til at være offline.

Siden da har verden ændret sig. Mobildatadækningen er solid det meste af vejen. Min nuværende laptop vejer praktisk talt ingenting. Selv små landsbyer har efterhånden caféer med pålideligt internet. Det betyder, at det igen er et valg, om man vil arbejde undervejs, og det er pludselig mit eget ansvar at finde balancen.

Caminoens egentlige formål

Det her er hvor jeg gerne vil være ærlig: Caminoen er ikke et trip for at få ting fra hånden. Den er bygget op omkring noget andet. Den fysiske bevægelse, mødet med andre pilgrimme, stilheden om morgenen, det at gå sig ind i en rytme der ikke har noget hastværk over sig. Det er det, der har trukket folk derned i over tusind år, og det er stadig det, der trækker mig.

Hvis man bringer sit arbejde med, er det værd at være tydelig over for sig selv: Arbejdet skal ikke definere turen. Det skal ligge inde i Caminoens rytme uden at overskrive den.

Når jeg har det rette mindset, er det en kombination der fungerer. Når man har gået syv eller otte timer, har kroppen brugt sin energi, og hjernen finder en stilhed der er svær at få i en almindelig arbejdsuge. Det er ofte i den stilhed, at det skarpeste arbejde sker. Jeg har skrevet bedre i en lille bar i Galicien efter en lang dags vandring end på de fleste mandagsmorgener derhjemme.

Hvordan arbejdet ser ud i praksis

Det er ikke fuldtidsarbejde. Det er to til tre timer om dagen, sjældent mere, og kun visse dage. Det er typisk om eftermiddagen, når jeg er ankommet til et albergue og har fået noget at spise. Indimellem om morgenen, hvis jeg starter senere end normalt.

Senest har jeg skrevet content til en kunde om, hvad det egentlig koster at hyre en vikar i industrien. Et meget jordnært emne, men der er noget interessant ved at sidde med præcis den slags opgave på et sted, hvor tiden bevæger sig anderledes. Man får et anderledes forhold til, hvad der er vigtigt at sige, og hvad der er fyld.

De spirituelle bivirkninger

Det er her det bliver lidt mere ydmygt. Der sker noget med ens forhold til arbejde, når man arbejder mens man går. Det bliver mindre presserende. Mindre vigtigt. Mere afhængigt af om det virkelig betyder noget.

For mange af os er arbejdet en stor del af identiteten. Caminoen flytter det forhold uden at gøre stort væsen ud af det. Du går, du møder andre, du sover på en madras der ikke er din egen, du står op igen, og en gang i løbet af dagen tager du laptoppen frem og laver det stykke arbejde, der virkelig betyder noget for dig. Resten kan vente.

Det er for mig en mere bæredygtig måde at arbejde på end den, der gælder hjemme. Der hvor jeg, som de fleste andre, kommer til at lave arbejde der ikke betyder så meget, men bare føles påkrævet.

Skal du tage arbejdet med?

Mit svar er: Det kommer an på dig. Men hvis du gør det, så sørg for, at det er arbejde der har en mening for dig. Tag ikke administrative opgaver med. Tag ikke møder med. Tag noget med, der kalder på den skarphed der følger med Caminoen, frem for noget der bare udfylder tiden.

Og glem ikke, hvorfor du er taget afsted. Caminoen er ikke en arbejdsplads. Den er det sted, hvor arbejdets plads bliver klarere.

Buen Camino.