Vabler på Caminoen: undgå dem, og behandl dem rigtigt

Vabler er den mest almindelige grund til, at en Camino bliver kortere end planlagt. Ikke skader, ikke vejret, ikke motivationen. Fødderne.

Det korte svar på, hvordan du undgår dem: støvler, der passer og er gået til, sokker der kan flytte fugt, tape på de steder du ved gnaver, og en vilje til at stoppe og tage skoen af, i det sekund du mærker et varmt punkt.

Hvorfor de kommer

En vabel er hud, der har fået for meget gnidning, for meget fugt og for meget varme på samme tid. Tag en af de tre væk, og du er langt.

Det betyder også, at en vabel sjældent skyldes uheld. Den skyldes en støvle, der sidder skævt, en sok der er blevet våd, eller en snørebånd der ikke er strammet, efter du gik ned fra Pyrenæerne.

De seks ting der forebygger

• Støvler, der passer, og som er gået til. En tommelfingers plads foran tæerne, og mindst 50 kilometer i dem, før du rejser. Det er den vigtigste enkeltting, og den kan ikke løses undervejs.
• Sokker af uld eller en blanding. Uld flytter fugt og bliver ved med at isolere, selv når den er fugtig. Bomuld holder fugten mod huden og er den værste mulighed.
• To lag, hvis der er plads. En tynd inderstrømpe under en uldsok flytter gnidningen fra huden til mellemrummet.
• Tape om morgenen, hvor du ved det gnaver. Hæl, storetå, lilletå, forfod. Sportstape eller kinesiotape virker bedre end plaster, fordi det bliver siddende.
• Snørebånd, der bliver rettet undervejs. Stram over vristen ned ad bakke, så foden ikke skrider frem. Løsn på flade stræk, hvor fødderne hæver.
• Sokkeskift midt på dagen. Et tørt par klokken 13 er den billigste forsikring, der findes. Det brugte par tørrer i mellemtiden på rygsækken.

Stop ved det varme punkt

Den vigtigste vane på ruten er også den, folk springer over. Mærker du et varmt, sviende punkt, så stop og tag skoen af med det samme.

Det tager fem minutter. En vabel tager fem dage. Sæt tape på, ret sokken, ryst stenen ud, og gå videre. Næsten alle vabler på Caminoen kunne have været undgået ved at stoppe et kvarter tidligere.

Behandling, når den er der

Lille og lukket: lad den være. Huden ovenpå er det bedste forbånd, der findes. Sæt et hydrokolloid-plaster over, og gå videre.

Stor, spændt og et sted du træder: rens huden, stik en steril nål ind i kanten frem for midten, tryk væsken ud, og lad hudlaget ligge. Sæt et hydrokolloid-plaster over, og lad det sidde i flere dage.

Åben, hvor huden er væk: rens med vand og sæbe, dæk med et hydrokolloid-plaster, og hold øje. Det er den type, der bliver betændt.

Bliver huden omkring rød, varm og hævet, kommer der pus, eller får du feber, så er det et apotek eller en læge frem for endnu en dag på ruten. Der ligger et apotek i næsten hver by på de spanske ruter, og de er vant til pilgrimme.

Den gamle metode med at trække en tråd igennem vablen hører til i en anden tid. Den holder såret åbent, og det er netop det, du ikke vil.

Det du skal have i tasken

Fire ting, og de vejer under hundrede gram tilsammen:

• Sportstape eller kinesiotape, en rulle
• Hydrokolloid-plaster i to størrelser
• Et par sterile nåle
• En lille tube vaseline eller anti-friktionsstift

Resten kan købes undervejs, og alt kan købes i Spanien.

Fødderne om aftenen

Tag støvlerne af, så snart du er inde. Vask fødderne, tør dem grundigt mellem tæerne, og lad dem være i fri luft resten af aftenen. Et par sandaler eller klipklappere er det bedste ekstra par sko, du kan have med, og de står på enhver fornuftig pakkeliste.

Og så sokkerne. Vask dem hver aften, hæng dem til tørre, og hav altid et tørt par. Valget mellem typerne står i vandresokker og i gennemgangen af vandrestrømper til Caminoen.